… på CERN i “CERN – Large Hadron Collider Podcast”

Næste stop på turen for at blive klogere på CERN, er “CERN – Large Hadron Collider Podcast” med professor og partikelfysiker Brian Cox. Podcasten blev produceret i 2007 og 2008, som optakt til at LHC skulle opstartes første gang, så der er naturligvis sket rigtigt meget siden da (et par ikke helt ubetydelige eksempler: LHC har kollideret partikler og har opdaget Higgs-boson). I podcasten tager Brian Cox en række kendte (i hvert fald i Storbritannien) personer med på besøg på CERN.

Når podcasten stadig er et lyt værd, selvom den har nogle år på bagen, skyldes det primært to ting. For det første giver deltagernes reaktioner og kommentarer en fornemmelse af størrelsen af CERN, når man er med på besøg ved ATLAS, CMS, CERN Computer Center og flere andre steder. Dernæst begrænser Cox og hans gæsters samtaler sig ikke til at dreje sig om de tekniske detaljer ved LHC og de teorier som er i spil, men de taler også om en række emner i forhold til forskning og videnskab, som stadigt er aktuelle.

Brian Cox diskuterer blandt andet forholdet mellem religion og videnskab med pastoren Victor Stock, støtte til forskning med den tidligere, britiske minister og medlem af parlamentet Ed Vaizey og arkitekten Charles Jencks fortæller om hvordan han lader sig inspirerer af fraktaler, bølger og kaosteori. Alt sammen emner som stadig er relevante selvom LHC nu er startet op og Higgs-bosonen er påvist.

En sidste ting som gør podcasten lytteværdig, er at den flere steder et ret sjov og man får eksempler på hvilken humor der gør sig blandt partikelfysikere.

Fysikeren Albert De Roeck fortæller i en af episoderne:

“One of my collaborators once made a joke, he likes to try to explain to his family what he is doing and the magnitude of what the whole thing was, and he said well this magnet, it’s so powerful and it’s so big that you could use it as a medical scanner for whales. It only worked half the way he explained, because his mother now thinks he’s a marine biologist and his sister is now wondering why there are whales in Geneva.”

Det er da en fin vits.

Man bliver ikke ekspert i partikelfysik af at høre CERN – Large Hadron Collider Podcast, men den giver et indtryk af hvor stor en organisation CERN er, og diskuterer en række afledte spørgsmål, som dukker op i kraft af hvor banebrydende og helt ude på kanten af menneskelig erkendelse, forskningen hos CERN er.

CERN – Large Hadron Collider Podcast kan findes på iTunes eller den podcastens noget rodede hjemmeside.

… på hvordan man forbereder sig til en rejse til kanten af menneskelig viden

Senere i marts måned sætter jeg mig i en flyver mod Geneve for at besøge CERN. Her er der afsindigt meget at blive klogere på, så det er oplagt at det kommer til at fylde en del på bloggen, og jeg håber og satser på at det udmønter sig i et lille CERN-tema. Udfordringen er bare lige, at der er så vanvittigt mange fascinerende ting at fortælle om CERN, at det er ret svært, hvor jeg skal starte. Oveni det, er det jo så også virkeligt vanskeligt og overvældende stof at forstå, så det gør ikke det hele meget nemmere. Hvordan det lige skal gribes an, ved jeg derfor ikke helt endnu.

I og med at jeg ikke er ret godt hjemme i atomfysik, tror jeg at oplevelsen bliver endnu større hvis forarbejdet er gjort godt herhjemme fra. Derfor læser, lytter og ser jeg i øjeblikket alt hvad jeg kan komme afsted med om CERN, Large Hadron Collider, Higgs-boson, supersymmetri, multiverses og det der ligner. Bare det at forsøge at holde rede på de mange begreber og forkortelser er noget af en opgave.

Som optakt til jeg skal afsted, vil jeg derfor skrive lidt om det materiale jeg kommer forbi, som forberedelse til turen.

Første stop på vejen var dokumentarfilmen Particle Fever fra 2013. I filmen følger vi seks fysikere ved opstarten af Large Hadron Collider i 2008 frem til den endelige opdagelse af Higgs-boson i 2012. I filmen følger vi både de eksperimentelle fysikere, som er ansvarlige for at eksperimenterne forløber som de skal, og de teoretiske fysikere som opstiller de modeller og teorier som kan enten forklarer eller efterprøves af de eksperimentelle fysikeres forsøg.

Den teoretiske fysiker David Kaplan siger det i filmen på denne måde:

“There are two kinds of particle physicists: There are the experimentalists. They built the big machines, run the experiments, analyze the data, and try to discover things, like new particles; And then there are the theorists, like me. We construct the theories that try to explain everything we see in nature. Without us, the experimentalists are in the dark, but without them, we’ll never know the truth.”

Det synes jeg, er en rigtig fin beskrivelse af de to grenes gensidige afhængighed.

Foruden det at finde Higgs-boson, var det spændende – såfremt det lykkedes at finde den – hvilken masse den havde. En masse på omkring 115 GeV (giga-elektronvolt) vil pege i retning af at teorien om supersymmetri er korrekt, mens en masse omkring 140 GeV peger i retning af teorien om multiverses.

I filmen følger vi både teoretiske fysikere som hælder i den ene og den anden retning. Da CERN offentliggøre fundet af Higgs-boson i 2012 er det med en masse på ca. 125 GeV, så ingen af de to teorier er altså definitivt bekræftet af fundet.

Filmen giver et indblik i hvad CERN er for en størrelse, sætter ansigt på nogle af de mange forskere bag eksperimenterne og fremstiller eksperimentet for at finde Higgs-boson på en spændende og fascinerende måde.

Da filmen sluttede, var forventningerne til besøget endnu højere.

Particle Fever kan bl.a. ses på Netflix.